Hvad er et grundforløb på gymnasiet?
Når du starter på Handelsgymnasiet (HHX) eller Teknisk Gymnasium (HTX) skal du igennem et grundforløb på tre måneder. På grundforløbet bliver du klogere på, hvilken studieretning der passer til dig og dine interesser. Du har almene fag som fx dansk, engelsk, matematik og samfundsfag, men du vil også opleve nye fag, som er målrettet enten HHX eller HTX. Det kan være fag som afsætning og virksomhedsøkonomi på HHX eller bioteknologi og fysik på HTX.
Hvad sker der efter grundforløbet?
Når du er færdig med grundforløbet på HHX eller HTX, skal du vælge studieretning. Du skal vælge studieretning ud fra alle de oplevelser, du har haft på grundforløbet. Det kan fx være, at du har haft et eller flere fag, som du godt kunne tænke dig at fortsætte med.
Hør om grundforløbet og det sociale fra vores elever
Astrid
- Det var faktisk ikke min plan at starte på HHX, men så kom jeg i brobygning, og der fandt jeg ud af, at fagene virkelig fanger mig.
Astrid er elev på Handelsgymnasiet (HHX) på ZBC Slagelse.
- Introforløbet på HHX var rigtig godt. Du kommer ud i en grundforløbsklasse og prøver fagene og linjerne af, og det fungerer bare. Der får du også et større socialt netværk. Man lærer de fleste på skolen at kende, så det sociale på tværs af årgangene er megafedt. Vi laver en masse sociale aktiviteter sammen, og jeg har fx været med til at starte et udvalg for fredags-café op.
Astrid har også et godt råd til jer, der skal vælge uddannelse,
- Du skal vælge det, der lyder spændende og ikke ud fra, hvad du vil om tre år. For dine drømme og mål kan hurtigt ændre sig, så derfor skal du tage det, der føles spændende nu.
Camilla
Camilla er elev på den internationale linje på Handelsgymnasiet (HHX) på ZBC Vordingborg.
- Jeg kan rigtig godt lide afsætning og virksomhedsøkonomi. Det er fag, hvor vi kommer ind på, hvordan virksomhederne markedsfører sig selv og laver budgetter og regnskaber. Afsætning kan jeg især godt lide, da vi får gode tips og tricks, som vi måske selv kan bruge i fremtiden.
Også det sociale på HHX er vigtigt for Camilla,
- Jeg synes, det er virkelig fedt at have fået en ny klasse og lære en masse nye mennesker at kende. Vi har lige haft en overnatning, hvor vi skulle sove på skolen, lave teambuilding og spille en masse. Og så har vi allerede haft nogle idrætsdage også. Det har været super fedt.