På grundforløb 2 bliver du undervist i, hvordan du søger læreplads eller elevplads. Men vi har også samlet nogle gode råd til dig her.
I de fleste brancher er der stor efterspørgsel på elever og lærlinge. Men der er også brancher, hvor du selv skal gøre en større indsats for at få en elevplads eller en læreplads.
Uanset hvordan situationen er på netop den uddannelse, du går på, er du aldrig alene om at søge elevplads eller læreplads. På grundforløb 2 er elev- og lærepladssøgning en vigtig del af undervisningen. Du lærer blandt andet, hvordan du kan gribe processen an, og hvordan du skriver en god ansøgning og laver et godt cv.
Her er fire gode råd til dig, der skal i gang med at søge læreplads eller elevplads.
Vær opsøgende
Når du skal søge læreplads eller elevplads, er det vigtigt, at du selv er opsøgende og nysgerrig. Det kan du være på flere forskellige måder.
Opret dig på lærepladsen.dk
Det altid en rigtig god idé at oprette dig på lærepladsen.dk, som er et online mødested for elever/lærlinge og virksomheder.
Spørg i dit netværk
Måske kender din nabo én, der mangler en elev eller lærling. Det kan også være, at dine venners forældre kender nogen. Så husk at bruge og spørge i dit netværk.
Spørg de lokale virksomheder
Det er altid godt at møde personligt op i de virksomheder, hvor du gerne vil være elev eller lærling. På den måde får de lokale virksomheder sat ansigt på dig, og de kan danne sig et indtryk af, hvem du er.
Tag din ansøgning og dit CV med, så du kan aflevere det i forbindelse med dit besøg.
Lav et Facebook-opslag
Du kan lave et opslag på din Facebook-profil om, at du søger læreplads eller elevplads. Husk at opfordre til, at dit netværk deler dit budskab.
Hvis det er ok med reglerne i de lokale by-grupper i dit nærområde, kan du også dele dit opslag der.