Vinderne af Danish Retail Award 2012

Læs mere om vinderne.

Turen går til Hong Kong

Vinderne blev kåret ved en festlig ceremoni i Carlsbergs Akademi - tidligere Æresbolig fredag den 22. juni 2012.

Prisen blev givet til de seks mest entusiastiske og forandringsskabende butikschefer/varehuschefer, som er indstillet af deres virksomhed. For at komme i betragtning skal deltagerne have passion for detail og have vist ekstraordinære og synlige resultater inden for nytænkning i butikken - eksempelvis inden for CSR, miljø, uddannelse, trends, teknologi eller lignende.

Prisen var en studietur til Hong Kong med alt betalt den 28. september - 5. oktober 2012 for at opleve detailhandel i verdensklasse - guidet og supporteret af detaileksperter fra ZBC Detail.

Som en del af prisen fik deltagerne også en iPad, der blandt andet skulle bruges på turen.

Vinderne 2012 kort fortalt

Ammar Hajir
Netto, Herlev - blandt andet fordi Ammars ledelsesmæssige og menneskelige adfærd har gjort en stor forskel i butikken og i nærområdet.
  
Søren Rommelhoff
SuperBest, Bagsværd - blandt andet fordi Søren konstant udfordrer og sætter nye rammer for, hvad fremtidens supermarked skal udvikle sig til.

Thomas Hebeltoft
Bolia.com, Lyngby - blandt andet fordi Thomas formår at skabe en fantastisk kundeorienteret, disciplineret og dynamisk ånd i sit team, som har bevirket, at Bolia.com i Lyngby ligger som nr. 1 Bolia i Danmark.

 
Kim Kanstrup
SuperBrugsen, Hvalsø - blandt andet fordi SuperBrugsen, Hvalsø fremstår som et eksempel på, at moderne detailhandel kan kombineres med respekt for miljø og mennesker.

 
Lida Flyvholm
ROOM4, Vejle - blandt andet fordi Lida hver eneste dag udviser en bemærkelsesværdig og særlig initiativrig arbejdsindsats i butikken, som blandt andet har resulteret i en direkte målbar omsætningsfremgang på mere end 50 %.


Nikolai Spicker
ABC Lavpris, Glamsbjerg - blandt andet fordi han har et bemærkelsesværdigt engagement, som gør at alle omkring ham ligeledes engagerer sig lige så meget.

 Se præsentationer af årets vindere herunder:

Ammar Hajir

Ammar Hajir er indstillet af distriktschef Flemming Borrevang blandt andet fordi Ammars ledelsesmæssige og menneskelige adfærd har gjort en stor forskel i butikken og i nærområdet.

Da Ammar overtog butikken i Herlev for 11 måneder siden var der konflikter mellem butikken og en del bander. Ammar indgik samarbejde med bandeformanden og med beboerforeningen og fik tæt kontakt til SSP medarbejdere i kommunen. Resultatet blev en velfungerende butik med glade og trygge medarbejdere og ingen problemer med hærværk og kriminalitet i relation til butikken.

Der er ingen tvivl om, at Ammar med sin udenlandske baggrund, alder og adfærd virkelig har gjort en stor forskel og Ammars tilgang til opgaveløsning har gjort en helt afgørende forskel i relation til:

  • Trivsel og tryghed i butikken
  • Positiv drift
  • God dialog med nærområdet

Som person er Ammar altid positiv, begejstret og fleksibel - løser altid arbejdsopgaverne bedre end forventet og søger altid at forbedre tingenes tilstand, hvilket smitter positivt af på omgivelserne herunder nærområdet, medarbejdere og hovedkontoret.

Søren Rommelhoff

Søren Rommelhoff er indstillet af Købmand Anders Pedersen blandt andet fordi Søren konstant udfordrer og sætter nye rammer for, hvad fremtidens supermarked skal udvikle sig til.

Efter at SuperBest i Bagsværd i 2010 blev valgt til hovedstadens sundeste supermarked har Søren med et stærkt fokus på sundhed skabt en række udfordringer til hele bydelen i Bagsværd ved at tilbyde kostvejledning, motion og livsstilsændringer i butikken blandt ved at inddrage de lokale idrætsklubber. Butikken har derudover indgået aftale med Lene Hansson, som er den nye frontfigur i den interne butik: SuperKost.

SuperBest har også en kostvejleder til at stå i butikken 2-3 timer en fast dag om ugen, hvor hun hjælper kunderne med at finde sunde alternativer til remoulade, sovs og desserter og udarbejder kostplaner og motionsplaner sammen med kunderne. Dette udvides med, at kunderne kan henvende sig til kostvejlederen i SuperKost, inden de går ind i supermarkedet.

Det koster ikke så meget at være med i livsstilsændringen, og både Søren og kostvejlederen løber og powerwalker med deltagerne - ligesom de bliver vejet, og kiloene er raslet af både kunder og ansatte. Blandt andet har en af medarbejderne tabt 24 kilo.

En af begrundelserne for udnævnelsen til hovedstadens sundeste supermarked var: "Butikken tager sin egen medicin og viser kunderne et godt eksempel med at sætte deres egne tunge drenge på vægttab og så formidle det ud til deres kunder"

Søren er tidligere elitebokser og maratonløber og ved, hvad en sund krop betyder og formår at kombinere sport, motion og kost i SuperBest, Bagsværd - det lokale supermarked. Søren tager gerne selv handskerne på og arrangerer boksekamp med skuespiller Thomas Bo Larsen.

Søren er forandringsskabende og nytænkende, og har et brændende engagement der smitter.

Thomas Hebeltoft

Thomas Hebeltoft er indstillet af administrerende direktør Lars Lyse Hansen blandt andet fordi Thomas formår at skabe en fantastisk kundeorienteret, disciplineret og dynamisk ånd i sit team, som har bevirket, at Bolia.com i Lyngby ligger som nr. 1 Bolia i Danmark.

Butikken er  inspirerende og oplevelsesrig og er blandt de flotteste og mest innovative møbelbutikker i Danmark.

Der er for eksempel nytænkt i: Branded Bolia.com butiksduft - loungemixes  som kan downloades - gratis økologisk kaffe - dekoration med sans for lækre detaljer - 3D på storskærmen og sælgere der er udstyret med iPads i salgsprocessen.

Thomas efterlever Bolia værdierne fuldt ud og sammen med sit team formår at holde en nærmest klinisk orden i hele butikken, lager og kontor.

Bolia Lyngby fremstår som det gode eksempel for hele kæden, og butikken benyttes som træningsbutik for nye Store Managers med Thomas som mentor.

Butikken har slået mange salgsrekorder og har sat nye standarder for personlig salgsperformance, og standarden i Lyngby butikken har på mange måder løftet hele kædens performance gennem Thomas' ledelsesstil og teamets resultater.

Kim Kanstrup

Kim Kanstrup er indstillet af souschef Nanna Rasmussen blandt andet fordi SuperBrugsen, Hvalsø fremstår som et eksempel på, at moderne detailhandel kan kombineres med respekt for miljø og mennesker.

Udpluk af alle Kims tiltag er blandt andet:

En aftale med Lejre Kommune, der indebærer at butikken kan have op til 4 borgere i praktik på samme tid.

SuperBrugsen giver støtte til at etablere et forsøg med elbiler i kommunen, hvor det er planen, at et antal familier skal have muligheden for at køre i en elbil i tre måneder.

Butikken blev sidste år Svanemærket som det andet supermarked i Danmark. Svanemærkning er det synlige bevis for, at der arbejdes intenst med minimering af miljøbelastning og for at blive Svanemærket er det nødvendigt at opfylde en række strenge krav indenfor energiforbrug, affaldssortering, affaldsgenerering, sortiment, transport og  leverancer.

Som et af de få supermarkeder i Danmark opskærer slagteren økologisk kød og butikken er det eneste supermarked i Danmark med kombinationen af Svanemærkning og denne opskæring.

SuperBrugsen i Hvalsø er den første butik på Sjælland, der kan levere dagligvarer, som er bestilt på nettet til lidt over 100.000 husstande på Midtsjælland - direkte på køkkenbordet.

Kim har i flere år arbejdet med planerne for en re-vitalisering af bymidten i Hvalsø med henblik på at opføre et bycenter. Grundene blev købt og første etape er færdiggjort med indflytning af Fakta i et nyt lejemål.

Arbejdstitlen "Hvalsø på landkortet" er et klart mål i forhold til at markere sig på et stærkt konkurrerende marked og sikre, at Hvalsø by ikke ender som en lang række andre mindre stationsbyer - tomme for butikker.

Initiativet med etablering af et butikscenter vil sikre en bæredygtig udvikling af især udvalgsvarebutikker i Lejre kommune.

Kim har derudover gennem årene uddannet adskillige ledere i Coops leder trainee program.

Lida Flyvholm

Lida Flyvholm er indstillet af indehaver Henrik Gundtoft blandt andet fordi Lida hver eneste dag udviser en bemærkelsesværdig og særlig initiativrig arbejdsindsats i butikken, som blandt andet har resulteret i en direkte målbar omsætningsfremgang på mere end 50 %.

Lida har passion for butikken og de brands, der arbejdes med og der udøves konstant en aktiv merchandise i form af løbende ændringer af butikkens udtryk, herunder vareoplæg og vinduesdekoration.

Lida tager initiativ til afholdelse af forskellige kurser for medarbejderne i produktkendskab, service, merchandise og salg, og Lida har skabt et særdeles højt serviceniveau i butikken og et positivt arbejdsklima.

Der er også taget initiativ til at oprette en eksklusiv website med tilhørende kundeklub, hvor medlemmer fra både ind- og udland trofast deltager i diverse arrangementer.

Der er skabt en spændende butik med et stærkt mix af internationale og eksklusive brands, som ikke ses mange steder i landet, og hvor der samtidig er en personlig og hyggelig atmosfære, og hvor kunderne føler sig hjemme.

Lida siger selv, at der er en rød tråd i alt hvad de foretager sig i ROOM4, som har resulteret i en trofast og glad kundegruppe.

Nikolaj Spicker

Nikolaj Spicker er indstilles af distriktschef Mikael Jensen blandt andet fordi han har et bemærkelsesværdigt engagement, som gør at alle omkring ham ligeledes engagerer sig lige så meget.

Nikolaj er meget idérig og kreativ i sit daglige arbejde og har fingeren på pulsen indenfor detailhandlens udvikling. Eksempelvis har Nikolaj tegnet en ny type vinafdeling, som blev brugt ved åbningen i Glamsbjerg sammen med en ny type hyldeforkanter til de forskellige vine, som han havde opsnuset på en ferietur til England.

Nikolaj har holdt julebanko i butikken, hvor unge som ældre samledes rundt ved køle- og frysediske. Faktisk var hele butikken fyldt med glade kunder, som kom for at vinde nogle af alle de fine præmier og ikke mindst nyde hinandens selskab.

I forbindelse med åbningen af Glamsbjerg har Nikolaj slået ABC Lavpris fast på Fyn med syvtommer søm ved at holde en høj standard i butikken kombineret med Nikolajs adfærd og initiativer. Nikolaj var med fra første spadestik og gennem hele processen og var til stede dag og nat - helt bogstavelig, fordi han sov på sin arbejdsplads den første måned.

Nikolaj er generelt bare nytænkende, arbejdsom, markedsbevidst og så oser han af overskud.

I din indstilling står der afslutningsvis: "Nikolaj er klart en af fortalerne for ny teknologi, hvilket mange gange gør, at vi - en til tider gammeldags kæde  - får et skub i en mere moderne retning".

Nikolaj er fremtidens mand i dansk detailhandel og hans tilstedeværelse og nysgerrige sind - sammenholdt med hans mange projekter og idéer  -  skaber en stor værdi for os som kæde.