Datatekniker

Datatekniker

Datateknikere er problemknusere og arbejder med både hardware og software

Faget kræver, at du er nysgerrig og gerne vil lære nyt. Så hvis du er fiks på fingrene og har lyst til at lære om den nyeste IT-teknologi, så læs videre.

Hvad arbejder datateknikere med?

Datateknikere arbejder med analyse, design, implementering og administration af sikkerhedsløsninger på serverbaserede netværk. Datateknikeren kan også være involveret i forskellige programmeringsopgaver. 

Datateknikere med speciale i infrastruktur opbygger, konfigurerer, vedligeholder og administrerer server- og netværksløsninger og designer avancerede LAN- og WAN-netværk.

Datateknikere med speciale i programmering arbejder med udvikling af programmer, herunder avanceret programudvikling af IT-systemer som stand-alone applikationer, client-server applikationer, web applikationer m.v.
Derudover arbejder datateknikere, programmering, med udviklingsopgaver inden for embeddede systemer og databasesystemer. De kan også være involveret i forhold til installation, konfiguration, vedligeholdelse og administration af server- og netværksløsninger.

 

Om uddannelsen

Først og fremmest bliver du udfordret på det faglige plan i form af mange spændende fag på hovedforløbet.

For datatekniker er det: 

  • PC- og netværks-teknologi
  • Serverteknologi
  • Programmering
  • Backupteknologi
  • Databaser
  • IT service management
  • IT-sikkerhed - gælder kun for specialet infrastruktur
  • Embedded controller - gælder kun for specialet programmering

På det personlige plan kommer du også til at udvikle dig meget – der er i hvert fald masser af udfordringer på forskellige områder:

  • Arbejdsformen
    Du skal kunne arbejde både selvstændigt og sammen med andre, være omhyggelig med dit arbejde og kunne vise initiativ til nye arbejdsopgaver
  • Sproglige udfordringer
    Der findes meget litteratur om elektronik og meget er på engelsk. Så det er godt, hvis du har lyst til sproglige udfordringer, både når du uddanner dig til datatekniker og i det efterfølgende arbejdsliv

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen tager 4 år og 6 måneder efter grundforløb 1 og 2. Uddannelsen består af 6 hovedforløb (skoleophold), H1-H5, hver på 10 uger samt H6 på 5 uger. Undervejs vil der være forskellige prøver og sidste hovedforløb afslutter du med en svendeprøve. Den består af en projektopgave.

Undervisningen er en kombination af instruktion fra lærerne og teori- og praktikopgaver, som du løser selv og sammen med dine kammerater. Imellem hver skoleperiode er der en praktikperiode, hvor du typisk arbejder med det, som du har lært i seneste skoleperiode.

Hvad gør jeg, hvis jeg står uden praktikplads?

Hvis du mod forventning ikke finder en praktikplads, eller hvis du mister den praktikplads, du havde, så har du mulighed for at komme i skolepraktik. På den måde kan du ufortrødent fortsætte din uddannelse til Datatekniker, programmering – og du lærer de samme ting, som du ville have lært med en almindelig praktikplads.

EUX

Datatekniker med specialet programmering udbydes også med eux. Hermed opnår du både erhvervskompetence og gymnasial studiekompetence. Uddannelsen med eux tager 5 år og skoleforløbene vil være længere og omfatte en række studieforberedende fag, bl. a. dansk, engelsk og matematik.

Job og videreuddannelse

Datateknikere er beskæftiget i offentlige og private virksomheder med drift og vedligeholdelse af IT-systemer. Dit arbejde vil også omfatte at rådgive om de mange produkter. Arbejdet kræver kendskab til de nyeste teknikker.

Som færdiguddannet kan du bl.a. videreuddanne dig til IT-teknolog, datamatiker, automationsteknolog og multimediedesigner, eller til professionsbachelor i eksport eller teknologi.

Hvis du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig på deltid med fx akademiuddannelsen i informationsteknologi.

Afslutter du din uddannelse med eux-bevis, har du flere muligheder for videreuddannelse.

Hvis du er over 25 år

Så kan man på baggrund af tidligere uddannelse eller erhvervserfaring søge om godskrivning på dele af uddannelsen.

Vigtige informationer

Navn:

Datatekniker


Varighed:

5 år og 6 måneder inkl. grundforløbet


Trin 1

IT-supporter


Specialer

Infrastruktur

Programmering


Adgangskrav:

Bestået GF2 samt en underskrevet uddannelsesaftale eller aftale om skolepraktik


Økonomi:

Elevløn

Geografisk placering

Næstved

Ringsted

Vordingborg

Haslev

Roskilde - Slagteriskolen